|
Vi bor i byen Vassiliki. Vores overnatningssteder: Hotel Mythos A, Mythos B og Villa Helen. Opholdet inkluderer morgenmad samt 4 dage med aftensmad. Både morgenmaden og aftensmaden serveres på Hotel Mythos A. Samtlige værelser har bad/wc, køleskab og aircondition.
Husene ligger forholdsvis tæt sammen, Hotel Mythos A og Villa Helen direkte ved siden af hinanden ved hovedvejen. Gade-/trafikstøj kan forekomme. Hotel Mythos B ligger i en afstand af ca. 400 m fra Hotel Mythos og Villa Helen.
Havnebyen Vassiliki, på sydkysten af øen, er en lille charmerende græsk landsby med en smuk havn og en 2 km lang, flot strand, der for det meste består af små, runde sten. Byens centrum er placeret omkring havnen, og langs havnepromenaden findes flere dejlige restauranter, barer og forskellige små forretninger. Det er en fornøjelse at sidde på en hyggelig restaurant ved vandkanten, nyde et glas kølig hvidvin, se og føle denne livsglade by, hvor man kan hygge sig til sent på natten. Vassiliki bugten, der på siderne er indrammet af høje bjerge, tiltrækker mange windsurfer fra hele verden.
Vassiliki er en lille by med mange muligheder. Man må kke gå glip af en sejltur. Det er en fantastisk oplevelse at sejle rundt blandt de små, grønne øer og se kystlinien med utallige vige og bugter med klart vand og de lækreste strande.
Byen ligger ved øens hovedvej. Derfor kan man altid benytte sig af de offentlige busser, hvis man vil opdage Lefkas på egen hånd. Selvfølgelig kan man også i Vassiliki leje cykel, scooter eller bil.
Transfer fra lufthavnen i Preveza, der ligger på det græske fastland, til Vassiliki varer ca. 1 time og 20 min. Transfertiden er dog afhængig af trafikken, som undertiden kan være tæt på øen.
I Vassiliki findes alt, hvad der er brug for, såsom læge, apotek, supermarkeder, taxaer, forretninger, caféer og restauranter. Vi anbefaler at sørge for lokal valuta (Euro) inden afrejsen. Det kan ikke garanteres, at der altid er penge i haveautomaterne.
Nadana´s rejseleder i Vassiliki vil i øvrigt altid gøre sit bedste for, at gæsterne har det godt og får informationer om f. eks. egnens seværdigheder. Rejselederen er selvfølgelig med ved de udflugter og vandreture, der hører med til arrangementet.
|