|
Fuerteventura ligger mellem Lanzarote og Gran Canaria og er den næststørste af De Kanariske Øer - lidt mindre end Lolland og Falster til sammen. Her bor ca. 110.000 mennesker.
Her hersker ingen trængsel hverken i de maleriske bjerglandsbyer eller hyggelige feriebyer, og så byder øen på nogle af Europas bedste strande. Brede, kilometerlange og gyldne strækker de sig næsten hele øen rundt. Det er derfor aldrig svært at finde sin helt egen plet på stranden, og der er altid masser af plads mellem badehåndklæderne.
Landskabet er tørt og sandet, men med betagende hvide sandstrande og fascinerende sanddyner, som var øen en udløber af Sahara midt i Atlanterhavet. Inde på øen, i det sandede landskab, ligger idylliske landsbyer i små grønne palmeoaser og plantager med aloe-vera, tomater, figner og dadler.
Sol, vand og fantastiske strande gør, at mange besøgende bliver så begejstrede for Fuerteventura, at de gang på gang vender tilbage til den flotte ø i Atlanterhavet. Jo længere tid, man er her, jo gladere bliver man for at være her.Selv om Fuerteventura er Kanarieøernes næststørste ø, føles den alligevel mere uspoleret end sine naboøer.
Spanierne kom til Fuerteventura i 1340, men franskmanden Jean de Bethencourt erobrede øen i 1405 og gav den største by navnet Betancuria efter sig selv. Den nuværende største by, Puerto del Rosario, blev hovedstad i 1835.Turismen på Fuerteventura begyndte i 1966, da lufthavnen ved El Mattoral blev anlagt. Siden er der kommet flere og flere turister til, dog holder øens indbyggere fast i deres siesta og kultur, hvilket gør øen populær og anderledes end de mere kendte kanarieøer.
Øen ligger på samme breddegrad som Florida og Mexico og har samme klima - konstant mellem 20-25 grader om vinteren og varmere om sommeren - og 3.000 solskinstimer om året. er er ikke færre end 152 strande - 50 km med fint, hvidt sand og 25 km med sorte vulkanske småsten. Øen er dannet af vulkanudbrud for mellem 5 og 20 millioner år siden. Det seneste vulkanudbrud var for over 4.000 år siden.
|