Vandretur langs kysten
Vi vandrer på strandpromenaden til havnen i Puerto del Carmen. Det er en meget hyggeligt tur med flotte udsigter. Gode caféer og restauranter ved havnen og i den gamle bydel indbyder til en let frokost. Til havnen og tilbage er det ca. 3,5 km. Vil man gerne gå længere, fortsætter man bare forbi havnen og langs med kysten til marinaen i Puerto Calero. Så bliver det i alt ca. 9,5 km.

Teguise Market
Det spændende marked i Teguise, der afholdes hver søndag, skal bare opleves. Teguise er den gamle hovedstad på Lanzarote. På de brostensbelagte gader står mange forskellige boder og stande ved siden af hinanden. Her tilbydes alle mulige varer, såsom tøj, sko, keramik, håndtasker, malerier, legetøj, lokale madspecialiteter og drikkevarer, smykker og andet kunsthåndværk. Alle andre butikker, barer og restauranter i byen er også åbne. Der er mest af alt en folkefest, der foregår i byen, med gademusik og dans på kirketorvet. Teguise er en meget charmerende by og absolut et besøg værd. I alt 4 timer. Transport med offentlig bus: ca. € 12,- t/r.

Timanfaya Nationalpark - Montanas del Fuego
Lanzarotes største seværdighed er nationalparken Timanfaya, hvor man ser resultatet af vulkanudbruddet i 1730'erne, der ødelagde 11 landsbyer og store landbrugsarealer. Vi oplever et enestående landskab og kan få spændende oplysninger om vulkaner, deres dannelse og Lanzarotes historie. Du kommer tæt på "klodens kerne", tæt på en "livlig undergrund". En rundtur i bus gennem et fantastisk lavalandskab er én af dagens højdepunkter. Vi fortsætter til endnu et spektakulært naturområde, til "El Golfo". Her findes den halvmåneformede, smaragdgrønne kratersø "Los Clicos". Naturens farver, det sorte lavasand, den grønne sø og de røde og violette bjergsider rundt omkring søen er bare smukke. Så går det videre til Yaiza, en historisk landsby, hvor man fandt de tidligste bopladser på Lanzarote. Sidste stop på vores rundtur er ved vingården La Geria.
I alt 5 timer. Inkl. privat bus, lokal turguide og entré til Timanfaya Nationalpark.
Pris ved min. 8 pers. € 66,- pr. pers. / ved min. 9 pers. € 60,- / ved min. 10 pers. € 54,-.

Fundacion César Manrique og Arrecife
Kunstneren César Manrique har mere end nogen andet præget Lanzarotes arkitektur. César Manrique døde for snart 30 år siden, men alligevel lever han overalt på Lanzarote. Kunstneren satte i så høj grad præg på sin fødeø, at man ikke kan undgå at se det, selv om man måske kun er kommet til øen for at bade, dase i solen og nyde livet. Vil man vide mere om César Manrique, så starter man hér på stedet. César Manrique fonden er ikke kun en organisation men også et fysisk bygningsværk, i dag et meget spændende og usædvanlig museum. I 1966 byggede Manrique et hus i Tahiche, som i nogle år både var hans hjem og arbejdssted. Grunden er på en lavamark, der stammer fra et voldsomt vulkanudbrud på Lanzarote 1730-1736. Når den glohede lava flyder og bobler, opstår der luftlommer i den. Nogle af disse ”lommer” indrettede Manrique til fem usædvanlige men smagfulde opholdsrum inkl. pool, grill og dansegulv i ”kælderen” under huset. I 1982 dannede Manrique sammen med venner fonden Fundación César Manrique med base i huset på lavamarken. Huset blev åbnet for publikum i 1992 efter Manriques død. Ud over rummene i lavaen er der i bygningens stueplan kunstmuseum, hvor Manrique selv naturligvis er repræsenteret, men også bl.a. Pablo Picasso og Joan Miró. Entré: € 10,-. Vi kører tilbage til Arrecife, Lanzarotes hovedstad, hvor vi har ca. 2 til 3 timer i byen på egen hånd, inden vi tager bussen tilbage til Puerto del Carmen. Transport med offentlig bus: ca. € 14,- t/r.

På sporet af César Manrique
Prisen for en minibus med chauffør og en officiel lokal guide, der er påkrævet på Lanzarote ved gruppe-turiskørsel, er efterhånden blevet meget høj. Derfor synes jeg, at vi skal prøve noget nyt. Vi kører i udlejningsbiler på den nordlige halvdel af Lanzarote og besøger blandt andet 3 af de berømte værker, som blev skabt af César Manrique.
Jameos del Agua er placeret i et lava felt, dannet af vulkanen Volcan de la Corona. Et kæmpe lava rør, som går fra vulkanen under jordoverfladen ned til havet, inspirirede César Manrique. Stedet blev omdannet, med byggeriets begyndelse i 1966, til et kulturelt center og en turistattraktion. I lava røret findes i dag også en underjordisk sø, der er hjemmestedet for en krebs art, der kun findes her. En hyggelig café med udsigt over søen og en flot, kridhvid pool afrunder oplevelsen af dette fantastiske sted. Entré: € 11,-.
På vej til Jameos del Agua besøger vi den smukke kaktushave Jardin de Cactus i landsbyen Guatiza. César Manrique fandt stedet i den gamle stenbrud ved møllen i Guatiza allerede i 70'erne. Jardín de Cactus blev dog ikke indviet før starten af 1990'erne. Det var Manriques sidste projekt på Lanzarote før hans tragiske død i 1992. Haven ligger beskyttet mod vinden, og det giver perfekte betingelser for de mange forskellige kaktusarter fra hele verden. Bar- og restaurantområdet ligger neden for den gamle vindmølle. Kæmpe sejl giver skyggefulde siddepladser på terrassen med en fantastisk udsigt hen over kaktushaven. Entré: € 7,-.
Vi kører videre til fiskerbyen Orzola på Lanzarote's nordkyst. Her kan det anbefales at nyde en lækker frokost. Priserne på en god fiskerestaurant er beskedne og kvaliteten er i top.
Efter frokosten kører vi til udsigststedet Mirador del Rio, der ligger 475 meter over havets overflade. Dette naturkunstværk blev skabt i 1973 af César Manrique. Udsigten er ganske enkelt enestående, mens man står næsten placeret over afgrunden og ser ned over øen La Graciosa og havet omkring. Der er også en cafe med store panoramavinduer og en lille butik. Entré: € 6,-.
Som nævnt, vil vi prøve at gennemføre denne udflugt som en fælles tur med udlejningsbiler. Det kræver selvfølgelig at 3 eller 4 gæster i hver uge har lyst til at være chauffør. Det er nemt at køre rundt på Lanzarote, især når man om nødvendigt får hjælp af Google Maps. Biludlejningen, der har kontor lige ved vores hotel, tilbyder gode biler og gode priser. Denne dejlige heldagsudflugt kan gennemføres for maks. € 20,- pr. person (udlejningsbil og brændstof). Dertil kommer nævnte entréer og udgiften til frokost. I alt ca. 8 timer.

OBS
Ovenstående er det foreløbige vandre-/udflugtsprogram. Der tages derfor forbehold for ændringer og aflysninger pga. af manglende tilslutning. Alle udflugter betales kontant i Euro.


Altid inkluderet - Enkeltværelse - Morgenmad - Transfer - Flymad - Rejseleder  /  Ingen afgift, brændstoftillæg eller bagagegebyr - Kun rene priser
 

NADANA TOURS - Grønningen 10 - 5330 Munkebo
Rejsegarantifonden nr. 1051 siden 1996
Tlf. 42 15 17 01 -
info.nadana@gmail.com
Man-fre kl. 10-16 - Lør kl. 11-13
CVR-nr. 15257784
© NADANA TOURS

Tilmelding nyhedsbrev

  42 15 17 01  NY

Singlerejser - Fælles ferie for alle singler siden 1996

Ledige pladser

Klik her 

Vælg destination, rejsedato og find ledige pladser

Rejse- og afbestillingsforsikring